Kammerat Adam

Finansbanken skifter edb-central

Finansbanken (tidligere kendt som Skandiabanken, solgt til Eik Bank, overtaget af Finansiel Stabilitet (Statens "skraldespand") og endelig solgt til Sparekassen Lolland og omdøbt) har skiftet edb-central fra BEC til SDC.

På den positive side, så ser det ud til at alle sider ser korrekte ud når man klikker sig rundt.

Den nye adresse er "www.portalbank.dk/6610", hvilket ikke er specielt betryggende, når nu den bank man besøger hedder "Finansbanken".

I forhold til BEC er det valgfrit at logge ind med NemId-nøglekortet - hvis man logger ind kun med bruger-id+adgangskode bliver man bedt om en NemID-nøgle når man skal foretage sig noget aktivt (overføre penge osv.). På netbankens forside står der:

» Du har mulighed for at logge på uden nøglekort, hvis blot du skal have et overblik over din økonomi, se dine kontoposteringer m.v. Det har ingen indflydelse på sikkerheden. «

Hvilket er overraskende, da det jo er åbenlyst usandt: Nu skal en udenforstående alene have fat i mit bruger-id og min adgangskode for at se hvad der står på min konto, hvor det tidligere krævede både bruger-id, adgangskode og NemId-nøglekort.

Da jeg ville logge på netbanken i dag ved 17-tiden for at registrere et par girokort til betaling, blev forsiden ved med at stå op reload'e, og der var en rød boks over "Log på netbank" boksen, hvori der stod:

» Der opstod følgende fejl: Der er en systemfejl i data fra bank til NemID. Vent lidt og prøv igen. Hvis fejlen stadig opstår, kontakt dit pengeinstitut og oplys fejlkode "SRV003." «

Ikke særligt betryggende heller.

Da jeg prøvede igen en time senere, var den fejl dog forsvundet.

Jeg loggede ind (uden nøglekort) og prøvede at registrere et girokort til senere betaling. Det sidste der sker, når man gør det, er at man bliver bedt om en NemId-nøgle. Da jeg havde tastet den ind, fik jeg fejlmeddelelsen:

» Der kan ikke vises data for dette skærmbillede. Kontakt venligst dit pengeinstitut. «

Herfra var der ikke andet at gøre end at logge ind forfra.

Wauw, hvor det sejler...

Jeg prøvede en gang til, og fik samme fejlmeddelelse. Hurra.

Nu fik jeg så den idé, at det måske ville gøre en forskel at logge ind med nøglekortet (det var trods alt lige efter jeg blev bedt om at indtaste en NemId-nøgle at fejlen opstod). Så det gjorde jeg, og nu kunne jeg uden problemer registrere to indbetalingskort.

Som en god bruger af et edb-system trykkede jeg derefter på "Kontakt"-linket for at beskrive mine oplevelser.

I det nye vindue der åbnes beder banken mig om at indtaste navn, email og CPR-nummer. Uhm, men jeg er jo logget ind i netbanken, så min identitet burde de da for pokker kende!?

Nå, jeg indtaster min forklaring og trykker på "Send"-knappen, hvorefter denne besked dukker op:

» Sikker kommunikation til Finansbanken
Oplysningerne er blevet sendt til Eik Bank «

Eik Bank? Flot.

Finansbanken og SDC har vist stadig nogle udfordringer med det dér edb.

Ajourføring: Jeg har fået svar fra KundeCenter at de har haft lidt problemer med sammenbrud på netbank her til eftermiddag, og det var grunden til at jeg ikke kunne logge på.

2011-09-23 ★ 0 kommentarer

Tilføj kommentar...
(HTML er ikke tilladt i teksten, alle URLs bliver automatisk vist som links)
+ =

Om Kammerat Adam

Kammerat Adam er Adam Sjøgrens dansksprogede weblog. Mine billeder gemmer sig ovre på asjo.org; de engelsksprogede udgydelser findes på koldfront.dk.
Mere ...

Tidligere

 

Arkivet...