Kammerat Adam

En psykolog forsøger sig som musikanmelder

Psykolog John Halse skriver i Politiken om Bob Dylan-koncerterne i Falconer Salen sidste uge.

Det virker som om det er mange år siden psykologen sidst har været til Bob Dylan-koncert, for hvis han havde været det, så havde han på forhånd vidst at der ikke er meget stemme tilbage og at Bob Dylan ikke spiller guitar for tiden.

Det kan man naturligvis vælge at blive sur over - man kunne også vælge at blive hjemme.

Nu skriver John Halse ikke om han var til begge eller til hvilken koncert han var, men som én der sad på 13. række til onsdagens koncert kan jeg ihvertfald sige at scenen til den koncert ikke var mørkelagt under numrene. Der var fint lys på og man kunne se hele scenen. Mellem numrene blev lyset dog slukket.

Han brokker sig også over at Bob Dylan ikke sagde tak til publikum og over at han ikke smilede. Nu er det med at tale mellem numrene ikke lige det Dylan plejer at lægge vægt på, så hvis man ikke kommer for at høre musikken, så er der igen nok bedre koncerter at vælge at gå til. At han er svær at lokke et smil af - tjah, kom du for at han skulle smile til dig? Ejheller dette er nyt.

Det skuffer også "anmelderen" at Dylan laver sangene om, og han antyder at det er for at kunne synge dem, med det stemme der er tilbage.

Til det er der to ting at sige: At ændre sangene til uigenkendelighed ved koncerter er nærmest Bob Dylans varemærke (og en af grundene til at mange finder det interessant at gå til mange koncerter med manden), dels at det da for pokker er en god idé at tilpasse de sange man synger til stemmen/instrumentet?!?

Det sjoveste John Halse skriver er dog at de nye sange ikke står mål med materialet fra 20-30 år tilbage.

Lad os lige prøve at forstå hvad han mener med det. Perioden 1983-1993 står altså for John Halse som en sammenhængene periode hvori Bob Dylan producerede langt bedre sange end på det seneste.

Den periode spænder over pladerne:

Af disse er de to sidste plader hvor Bob Dylan alene akkompagneret af sin akustiske guitar kvækker sig igennem gamle klassikere. Jeg elsker de to plader - hørte dem uafbrudt mens jeg aftjente 6 måneders militærnægtertjeneste dengang de lige var udkommet - men hvis man har hørt dem, så forventer man altså ikke den store stemmepragt fra Bob Dylans side.

Empire Burlesque, Knocked Out Loaded og Down In The Groove er tre af Bob Dylans dårligste plader. Til sammen er der måske 5 nogenlunde sange på dem. De er i kategori med Saved (1980) og Shot of Love (1981) de svageste plader manden har lavet.

Infidels og Under The Red Sky er den bløde mellemvare i Bob Dylan-forstand.

Oh Mercy er til gengæld et klokkerent mesterværk, uden tvivl 80'ernes bedste plade - og hvis vi alene sammenlignede de nyeste plader med den, så kunne jeg give John Halse ret - det gamle var meget bedre. Men nu var det jo kompositionerne fra 20-30 år tilbage samlet set vi kiggede på.

Alt i alt må jeg sige at det svært at forstå hvad John Halse savner fra disse plader i forhold til de numre der blev spillet sidste uge - kvaliteten af sangene skrevet for 20-30 år siden svinger ihvertfald enormt.

Måske det manden i virkeligheden mest opponerer mod er Dorte Hygym Sørensens meget positive anmeldelse. Det vidner så kun om at John Halse sjældent læser Hygym Sørensens anmeldelser. De er nemlig altid positive.

Nå ja, og så er det objektivt forkert at bandet spillede dårligt. Det kan kun være de øvrige irritationsmomenter der får Halse til at komme med den påstand.

2013-10-23 ★ 0 kommentarer

Tilføj kommentar...
(HTML er ikke tilladt i teksten, alle URLs bliver automatisk vist som links)
+ =

Om Kammerat Adam

Kammerat Adam er Adam Sjøgrens dansksprogede weblog. Mine billeder gemmer sig ovre på asjo.org; de engelsksprogede udgydelser findes på koldfront.dk.
Mere ...

Tidligere

 

Arkivet...